Gå til indhold

Mød Martin, rektor på BBG

Rektor Martin Kramer-Jørgensen fortæller bl.a. om det faglige fokus på BBG, undervisningen og underviserne, og ikke mindst om eleverne og det sociale liv på gymnasiet.

Hvad er vigtigt for dig, at kommende elever ved om BBG?

"Baltorp Business Gymnasium, BBG, er et hhx-gymnasium beliggende i Ballerup. BBG er et mindre, lokalt gymnasium, hvor der er hjerterum, og hvor lærerne kender eleverne godt. Samtidig er BBG en del af Ballerup Business Campus, hvilket betyder at vi også huser erhvervs- og eux-uddannelser, og der er dermed altid masser af elever og liv på gangene.

For BBG, og resten af campus, er økonomi og business helt centralt. Dog adskiller vi os fra andre hhx-gymnasier, idet vi tilbyder en række unikke studieretninger, herunder Forsvar- og Politi-linjer, og har et udtalt fokus på dannelse og medmenneskelighed.

Her på BBG er der plads til alle, men ikke til alt – vi vægter ordentlighed og ærlighed meget højt. Vi gør en dyd ud af at hjælpe, støtte og løfte dem, der har det svært, hvis eleverne selv vil det.

På BBG får vores elever en gymnasial uddannelse, der er tættere på virkeligheden, og hvor de bliver opfordret til at tage medansvar og være innovative og entreprenante."