Htx - teknisk studentereksamen

Hvad er htx?

Htx forbereder dig på at læse videre på en række lange og mellemlange videregående uddannelser. Det kunne være fx på DTU, ITU, KU, AAU eller måske akademiuddannelserne.

På htx fylder naturvidenskabelige, tekniske og kommunikationsorienterede fag meget i skemaet og alt efter den valgte studieretning, vil din uddannelse blive tonet inden for et af disse tre hovedområder.

Som elev arbejder du projektorienteret, kreativt og eksperimenterende med idéer, der kan blive til virkelighed. Vi kombinerer teori med praksisnær hands on-undervisning i moderne laboratorier og værksteder.

Undervisningen er ofte krydret med konkurrencer, hvor dine innovative idéer bliver afprøvet, og de bedste bliver hædret. Det er ikke langt fra praksis til virkelighed, hvis du drømmer om at gøre din hobby til din levevej.

DU KAN LÆSE HTX PÅ FLERE AF VORES GYMNASIER

Læs mere om de forskellige gymnasieprofiler og deres studieretninger

Hvad lærer jeg på htx?

På htx lærer du – udover det rent faglige – at arbejde på forskellige måder.

Nogle gange skal du være en del af en gruppe, og andre gange skal du arbejde selvstændigt. Du vil veksle imellem almindelig klasseundervisning, selvstændig research og værksteds- og laboratorieforsøg.

Det træner din fleksibilitet og omstillingsevne. Ofte skal du selv finde en problemstilling, forsvare denne, og så skal du finde en god løsning på dit problem. Det handler ikke altid om at få stillet en opgave, der "bare" skal løses bedst muligt. Du lærer nemlig selvstændigt at kunne finde på og løse opgaverne. Det er der brug for ude i virkeligheden.

Din studentereksamen skal kunne bruges – med det samme!

De særlige fag på htx

Når du går på htx, har du nogle fag, som ikke findes på hverken hhx eller stx. Fagene hedder teknologi og teknikfag. 

Teknologifaget har du på første og andet år. Alle studieretninger arbejder ud fra det samme brede projektoplæg. Det kan fx være: genbrug, transport eller sikkerhed. Din opgave er at finde på både problemstilling og problemløsning.

På tredje år skal du have et teknikfag. Faget sammenfatter de mange ting, du har lært på uddannelsen. I teknik har du for alvor mulighed for at fordybe dig både i teori og praksis. Du kan specialisere dig yderligere inden for din studieretning, men det er ikke et krav. Valget er frit – og det er dit.

Uddannelsens opbygning

Både htx, hhx, og stx er bygget op på samme måde. Uddannelsen begynder med et grundforløb på tre måneder, der er fælles for alle elever.

På grundforløbet vil du stifte bekendtskab med skolens værksteder og laboratorier. Den viden får du rigtig god brug for senere i uddannelsen, når du skal føre dine idéer ud i praksis. Idéen med grundforløbet er at introducere dig til den særlige undervisning og pædagogik, som htx anvender.

I resten af den 3-årige uddannelse følger du den studieretning, du har valgt. Forskellene ligger i, hvilke obligatoriske fag der kræves, og hvilke studieretninger der udbydes.


Du finder os her

Vælg mellem 5 forskellige NEXT gymnasier i hele Storkøbenhavn